Hvordan det hele begyndte...
Min jazz interesse blev grundlagt af min fars pladesamling. Det var i 78'ernes tid, hvor man spillede en pladeside (ca. 3 min).
Når den var færdig tog man fibernålen ud af pickuppen, sleb den på en speciel anordning bestående af en holder samt en
papplade forsynet med et stykke meget fint sandpapir. Derpå satte man nålen tilbage i pickuppen og var klar til at
spille den anden side af 78'eren.
En overvældende musikalsk oplevelse fik jeg i det Gamle Montmartre i St. Regnegade. jeg tror det var i 1965, da
violinisten Stuff Smist havde sin åbningsaften sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Kenny Drew.
Vi havde aldrig hørt noget lignende. Det swingede en vis legemsdel ud af bukserne. Og Alex måtte ind imellem give
op og ligge flad herover trommerne. Fedt - som det vist hedder i dag. Senere dukkede Svend Asmussen uanmeldt
op ind imellem og jammede sammen med Stuff. Hør her Undecided, ganske en
lidt senere opagelse (1969) med den fine, men lidt oversete pianist Paul Smith, Red Mitchel på bas og Sid
Bulkin på trommer, så forstår du hvad jeg mener...
Jazz er jo mest en amerikansk opfindelse, så den unge, konservatorieuddannede tyske pianist Axel Zwingerbergers måde,
at spille noget af det mest ærkeamerikanske klaverjazz, der findes - Boogie-Woogie - viser bare, at jeg ikke er den
eneste "hvide" mand, der er blevet ramt af jazzbacillen. Her i en live duet med pianisten fra Fessors Big
City Band (som jeg desværre ikke kan huske navnet på) Axel Zwingenberger, Live
Copenhagen. For de af os, der kan huske Pete Johnson, Albert Ammons, Meade Lux Lewis og mange andre, er det sød
musik - som bare tordner der-ud af...
Der er mange tusinde gode jazznumre i min musiksamling, så det er ganske umuligt, at komme hele kompasset rundt.
Blandt de mange store oplevelser, der ligger gemt i vinylen, på bånd og på CDer, skal dog nævnes koncerten i 1965
i København, hvor Sonny Rollins, NHØP og trommeslageren Alan Dawson holdt de ca. 2.000 tilskuere i ånde
med en 45 min. lang session. Man kunne bogstaveligt talt høre en nål falde til jorden blandt publikum. Det er
virkelig tragisk, at vi ikke længere har Niels Henning i blandt os længere. Han overgik både sig selv og
næsten samtlige jazzbassister denne aften.
Desværre findes denne koncert kun i den efterfølgende radiooptagelse,
som jeg har en meget dårlig kopi af på bånd. Forhåbentligt kommer denne optagelse en dag på CD. Efter min mening
er det noget af det bedste Sonny Rollins nogen sinde har bedrevet - og det siger ikke så lidt! Prøv at høre deres
udgave af nummeret St. Thomas og nyd de tre kunstnere. Det er mig,
der sidder og klapper blandt publikum.
|
