Nogle af mine favoritpianister


Nedenstående samling af mere eller mindre berømte jazzpianister er udvalgt efter det ene kriterium, at de på forskellige måder har gjort indtryk på mig og dermed har haft betydning for min "musikalske udvikling".

Garland Wilson (1909 - 1954)
I min fars samling af 78'ere fandtes et ridset eksemplar af Garland Wilsons udgave af You Rascal You og China Boy begge fra en indspildningssession i Paris 1933.

Bob Howard (1906 - 1986)
Også i min fars samling var to 78'ere med pianosoli af en i dag helt ukendt pianist, Bob Howard. De fire pladesider rummer standard numre spillet med et drive og humor. Lyt selv her til "Swing it, Bob"  vol 1,  vol 2,  vol 3,  vol 4.

Billy Kyle (1914 - 1966)
Billy Kyles liveudgave af St. Louis blues fra 1955 er en af de mest levende udgaver af denne klassiker og viser Billy Kyle fra sin mest dynamiske side. Med Trummy Youngs introduktion: "at this time we invite you to sit back, relax and listen to Billy Kyle at the piano..." St. Louis Blues.

Amos Milburn (1927 - 1980)
I dag stort set ukendt, men i slutningen af 40'erne og begyndelsen af 50'erne aktiv i Texas blev Amos Milburn en af forfædrene til rock'n roll musikken. Hør engang hans Amos' Boogie - det swinger overdådigt.

Axel Zwingenberger (1955 - )
Heldigvis er boogie woogie stilen ikke helt uddød. Man skulle ikke tro det, når man ser ham, men denne tyskfødte pianist har formået at videreføre en klaverstil, der havde sin storhedstid sidst i 1930 og vel egentlig var forløberen for rock'n roll musikken. Lyt her til en jam session m. Fessors Big City Band.

Nina og jeg var så heldige at høre Axel Zwingenberger hele to gange for nylig (februar 2007), dels i Næstved Jazzklub, dels i Radsted Jazzklub. Og jeg skal love for at han kunne sætte liv i kludene. Han har på helt enestående vis fanget sjælen i de gamle boogie woogie pianister (Pete Johnson, Albert Ammons og Meade Lux Lewis) hvis musik jeg voksede op til. På dette nummer, Kansas City Boogie Jam, spiller Alex med Jay McShann - og så kan det jo ikke gå helt galt - og det gør det heller ikke!!!.

Prøv også at høre et par af hans indspilninger med Lionel Hampton; først deres udgave af The Sheik of Araby og dernæst pianoduetten Central Avenue Breakdown, hvor Lionel Hampton trakterer pianoet som om det er en vibraphone.

Vi slutter - foreløbig - smagsprøverne på jazzpianister med en meget fin optagelse med en at de kunstnere, der "opfandt" boogie-woogie stilen, nemlig Pete Johnsons udgave af nummeret Roll'm Pete fra 1955.

Der mangler stadig en hel del pianister fra min favoritliste. De kommer hen ad vejen...