Dokument til belysning af myndighedernes håndtering af beskæftigelsessituationen.
S.W. Rasmussen 16. februar 2006, www.swr.dk

Fortsættelse af aktiveringssagen...

 

Baggrund
 

Bedst som jeg troede, at min tid som ledig var slut og min overgang til efterløn på plads, slog Magistrenes A-Kasse (MA) og Arbejdsformidlingen (AF) til igen.

 

Magistrenes A-Kasse sendte den 14. september - som svar på min ansøgning om et efterlønsbevis - et brev, hvori de fortæller mig at: ”På dette tidspunkt [efter 52 ugers ledighed] har AF eller anden aktør, du er udliciteret til, pligt til at udarbejde en jobplan om din aktivering sammen med dig. Vi har efter reglerne i lov om aktiv beskæftigelsesindsats givet Arbejdsformidlingen besked herom.” Det havde AF nu ikke hørt noget om, da jeg talte med dem den 10. november, næsten to måneder senere.

 

I forbindelse med min fritagelse for tvangsaktivering har jeg skrevet under på en erklæring, hvori jeg forpligter mig til at gå på efterløn den 18. oktober 2005 - min 60 års fødselsdag. Denne oplysning burde være kendt af MA, idet de selv tidligere har bekræftet min ret til efterløn og vel kender mit personnummer.

 

MA er tilsyneladende ikke klar over, at de burde være i fuldt sving med at udfærdige mit efterlønsbevis, som jeg bad om i slutningen af august, i stedet for at skrive breve om helt andre ting. MA har arbejdet over 2 måneder på at udfærdige efterlønsbeviset, så man burde måske hos MA forsøge at undgå yderligere forsinkelser.

 

Som kronen på værket gjorde AF mig den 3. november opmærksom på eksistensen af min erklæring om at overgå til efterløn den 18. oktober og tilbød at afmelde mig AF.

 

Mine kommentarer

 

I betragtning af at breve fra MA sædvanligvis for halvdelen af indholdets vedkommende består af en opremsning af diverse sanktionsmuligheder, hvis man ikke nøje retter sig efter de i brevene indeholdte påbud, kunne man måske forvente at MA selv overholdt sine forpligtelser - og at der var tilsvarende sanktionsmuligheder for MA’s sløseri. Man kunne for eksempel inddrage løn eller fridage for de ansatte i MA, der ikke laver deres arbejde til tiden - eller slet ikke laver det...

 

Der er et sjældent ubalanceret forhold mellem de rettigheder og pligter, der gælder for ledige og de krav, det stilles til AF’s og MA’s viden og sagsbehandling. Dette er formentlig kun muligt fordi de fleste ledige ikke har overskud eller viden til at gøre indsigelse. Det forekommer mig, at man på usmagelig vis udnytter dette forhold hos både AF og MA til at fraskrive sig ansvar for eget arbejde, mens man nidkært vogter over lediges pligter.

 

En midlertidige løsning

 

For at give MA og AF den nødvendige tid til at hitte ud af hvad de har til hensigt, har jeg meddelt AF, at jeg trækker mit tilsagn om at gå på efterløn den 18. oktober tilbage (det er jo heller ikke muligt, dels fordi denne dato for længst er passeret, dels fordi jeg ikke har noget efterlønsbevis endnu).  Da jeg har ret til at blive aktiveret, har jeg derfor anmodet AF om af give min eksterne aktør, Bækhøjgruppen, besked om at udarbejde en jobplan sammen med mig for dernæst at aktivere mig (det kan vel kun være en fordel, at blive lidt mere aktiv...).

 

Da jeg opridsede denne løsning for AF var svaret, at det jo var spild af tid at lave jobplan og arrangere aktivering hvis jeg fik mit efterlønsbevis midt i det hele og gik på efterløn. Det kunne jeg jo kun give AF ret i, men det er jo ikke mig, der har lavet reglerne, så det problem må AF søge at løse andetsteds.

 

Det skal bemærkes, at Bækhøjgruppen anbefalede fritagelse for tvangsaktivering, da de mente, at det næppe var muligt at finde egnet job, med de krævede fremtidsudsigter om varig beskæftigelse. Så Bækhøjgruppen er nok ikke særlig entusiastiske med hensyn til at finde passende aktiveringsmuligheder for mig - med udsigt til varig fremtidig beskæftigelse.

 

Tiden vil vise, om det er blevet lettere nu end da de sidst forsøgte. Jeg vil under alle omstændigheder se frem til et kommende job som pedelmedhjælper i Sakskøbing...(?)

 

Det vil jo om ikke andet slutte cirklen: Jeg startede min karriere som ufaglært cementarbejder i Ålborg for snart mange år siden.

 

Konklusion

 

Jeg har tidligere bemærket i andre sammenhænge: Samfundets håndtering af ledighedsproblemet er en absurd forestilling uden sidestykke, som kun kan opføres fordi den almindelige befolkning - der jo betaler opførelsen - ikke aner, hvad der foregår.

 

Beskæftigelsesministeren har formentlig aldrig været uden for sit kontor og ved selvsyn iagttaget hvordan der ødsles med samfundets midler. Jeg kan foreslå ham, at tilbringe nogle uger på en AF-afdeling. Det ville give ham værdifulde oplysninger, som vist ikke fremgår af diverse statistikker, der tilsyneladende udgør grundlaget for ministeriets lovgivningsarbejde.

 

Løsningsforslag

 

Ikke fordi jeg tror, at disse forslag vil blive forsøgt, vil jeg alligevel give et bud på en løsningsmodel, som ville spare samfundet for betragtelige midler, give ledige deres selvværd tilbage samt sikre, at arbejdsgivere vil have motiverede medarbejdere:

 

1.       Lad ledige besvare spørgsmålet: vil du gerne have et arbejde ?

2.       De der svarer nej gives en mindre ydelse (for eksempel 90% af dagpenge satsen) og lades i fred. Hvad man kalder ydelsen er lige meget. Dette vil rense gruppen af ledige for personer, der ikke selv ønsker arbejde. Sådanne personer er alligevel ikke nogen gevinst for nogen virksomhed. Og indgår ikke i de efterfølgende punkter.

3.       Personer, der svarer ja, tilbydes en simpel uddannelse i anvendelse af en computer, så de kan skrive et cv og en ansøgning. Det har slået mig, at overraskende mange af de ledige, som jeg har været i kontakt med ikke aner, hvad man stiller op med en pc.

4.       De tilbydes desuden en kortvarigt instruktion i søgning i job databaser på Internettet, instrueres i avislæsning etc. så de selv bliver i stand til at finde et job.

5.       Dernæst overlades ansvaret for at finde et job til dem selv. Der skal tilbydes hjælp til jobsøgning - hvis de selv beder om det.

6.       De penge, der spares ved ikke at udbetale løntilskud, aktiveringsydelser, honorar til eksterne aktører, løn til ansatte i AF, drift af Amanda, udvikling af Amandas efterfølger, etc., det vil sige et beløb, i omegnen af 20 mia. kroner per år, kan for eksempel anvendes til tilskud til kommunerne, så de kan oprette de stillinger, der er nødvendige for kommunens drift - uden at skulle lukrere på halvoffentlige løntilskud til stillinger, der retteligen burde figurere på kommunens budget.