flere essays fra checkjobnet...

Om overspringshandlinger og flerkoneri...

Inger - Sussi - Støjberg træder i karakter

Man ser det for sig: Inger Støjberg sidder i Claus Hjorts stadig varme stol og glor tomt ud i luften: "Hvad skal jeg dog finde på for at demonstrere mine overlegne åndsevner og stålsatte handlekraft? Det skal være et betydningsfuldt problem, et problem der vedrører mine kunder: de arbejdsløse og kvinderne - et problem som det ikke koster ret meget at løse og som derfor er ganske harmløst, men godt at skrive om i aviserne.

Den voksende arbejdsløshed duer ikke. Det er alt for indviklet og medfører erfaringsmæssigt en masse bøvl og diskussion, når man prøver at pille ved krav og regler, som min forgænger gentagne gange så overbevisende har demonstreret.

 

Næh, det skal nok snarere være noget med fremmedarbejdere, som de indfødte danskere, herunder medlemmer af DF, ikke er alt for glade for i forvejen. Hvis man kunne ramme en lille gruppe fremmedarbejdere med en eller anden fjollet kommentar, ville det være et fint startpunkt for min karriere som beskæftigelses- og ligestillingsminister.

 

Jeg kunne for eksempel sige, at jeg er rystet over at langt over fem muslimske mænd i Danmark har mere end én kone og altså er skyldige i flerkoneri ! Det er ganske vist allerede forbudt og derfor strafbart, men det tænker befolkningen sandsynligvis ikke over.

Som sagt så gjort: Jeg udtaler sgu til Jyllandsposten, at jeg blev rystet over det omsiggribende flerkoneri (Jyllandspostens artikel den 19, april 2009)."

 

Det fremgår af ganske vist af artiklen i jp, at ministeriet allerede havde sat en række initiativer i gang for at bekæmpe flerkoneri (som om to eller flere koner i familien ikke bærer straffen i sig selv...!); men Inger-Sussis medarbejdere var åbenbart ikke klar over, hvor rystet hun blev ved tanken om flerkoneri.

 

Overspringshandlinger

Det er velkendt at to ophidsede katte, der er klar til at springe i hovedet på hinanden, pludselig kan finde på at give pelsen et omhyggeligt eftersyn, eller at studerende, der burde læse energisk til eksamen, pludselig giver sig til at sortere sokker efter farve, mønster og længde, eller at mænd, der er blevet kommanderet til at slå græsplænen af en af deres koner (hvis de altså har gjort sig skyldige i flerkoneri) kommer i tanke om, at de har lånt to håndbajere af naboen og begiver sig af sted for at bringe gælden ud af verden.  Alle disse, for opgavens løsning helt uvedkommende handlinger, betegnes af behaviorister som overspringshandlinger.

 

Inger blev rystet!

Med sin rystelse og efterfølgende udtalelse til pressen om flerkoneri, har vi fanget Inger-Sussi i luften, midt i overspringet fra den egentlige, presserende, men meget komplicerede opgave, der drejer sig om, at løse problemerne med den voksende arbejdsløshed, for at lande midt i en petitesse, som i den store sammenhæng er fuldstændig uden reel betydning: Det eksisterer allerede den nødvendige lovgivning til at forhindre bigami, så hun kunne blot have taget telefonen og meldt forbryderne til politiet. Men Inger-Sussi var måske alt for rystet til at ramme tasterne på mobilen?

 

Premiereplat

Hvis dette repræsenterer Inger-Sussi Støjbergs formåen, ser det slemt ud for landets ledige. Man kommer et splitsekund til at savne hendes forgænger. Man kan sige meget - har faktisk allerede sagt ret meget - om Claus Hjort, men der skulle i hvert fald mere end et par ekstra koner i familien for at ryste ham. Man tør jo slet ikke tænke på, hvor rystet Inger-Sussi vil blive, når hun begynder at sætte sig ind i arbejdsløshedsproblematikken. Det bliver tredobbelt parkinsonisme (det man tidligere kaldte rystesyge) - mindst.

 

Måske har Lars Løkke Rasmussen dummet sig lidt ved at udnævne en så sart person som fru Støjberg til noget vigtigt. Det ender jo med at hun helt ryster i stykker, når hun bliver konfronteret med virkelige problemer. Og så skal han ud at lede efter en ny minister - igen.

 

Har spøgefuglene mon været på spil igen?

Eller også har vi her endnu et eksempel på spøgefuglene i arbejdsdirektoratet anført af departementschef Bo Schmidt, der har moret sig med at lokke deres nye minister på glatis. Kære Inger-Sussi: "Jeg har jo i mit sidste essay advaret dig om, at du er omgivet af nogle værre spøgefugle, så du er til en vis grad selv ude om, at du er endt som en anden Bambi, der konstaterer: The water is stiff".